Troppen på Ragnerok – fredag d. 1. til søndag d. 3. februar.

Løbet lagde rigtig lovende ud fredag aften kl. 9 - i stiv kuling og regnvejr. Fra Ebbe Skjalmssøn deltog en patrulje bestående af Signe, Mads og Josephine.

Det foregik i Vikingetiden og de fremmødte krigere fik besked om vigtigheden af deres mission: Der havde længe ingen landshøvding været og der var derfor begyndt at være nogen urolighed. En fremmed høvding forsøgte at benytte lejligheden til at få magt over området. De skulle nu på en mission hvor de skulle besøge en masse poster for at skaffe guld hjem til Høvding Gisles lejr. Samtidig skulle de sørge for ikke at blive overfaldet af de onde vikinger undervejs, da de ville stjæle guldet.

De startede i Ølstykke og gik via Sperrestrup, Buresø, Slagslunde, Stenlille, Stenløse og tilbage til Ølstykke – en rute på godt 20 km – med fuld oppakning. Selvom det kan være svært at huske præcist – det var buldermørkt det meste af tiden !


- På første post skulle de aflevere deres lommelygter på nær en samt mobiler og ure. De modtog til gengæld en guldbarre og guldmønter.
- Ved den anden post skulle de bygge en bro af 4 rafter.
- På den tredje post skulle de lave en lang bro af hvad de havde med – det blev mest deres tøj.
- Ved Buresø var der en madpost hvor Signe varmede suppe, mens Mads og Josephine var ude at sejle i kano på søen.
- På en post klatrede de ad et reb på en halv snes meter mellem et par træer.
- Ved en død post fik de en kode som skulle bruges næste dag.
Der var lys ved alle poster, så de var til at finde.
I alt var der 17 poster.

De var på vej mod en post ved Buresø –  da de så et bål gik de hen imod det. Pludselig kom der en lygte hen imod dem – det kunne være de onde, så de begyndte at løbe hen mod bålet. Lygten kom hurtigere hen imod dem, så de satte farten op – og endte med at Signe stod i en vandpyt med vand til knæene. Det viste sig at det var en af ”de gode” der kom..... Det var vist en leder, der ikke kunne forstå hvorfor de løb hen mod den dybe vandpyt.

De brugte meget tid på at sørge for ikke at blive set af ”de onde” - de gemte sig bag bakker, kravlede ind i buskadser mm. Når de blev fanget skulle de udlevere deres guld, så de gemte det alle mulige steder – i vanterne, i lommer (som de ubemærket tømte eller lagde sig ovenpå, når de blev fanget).

Da de blev fanget i Slagslunde skulle de finde deres rygsække der var blevet gemt. Et andet sted de blev fanget blev de sat til at tage tøjet af (undtagen undertøj og sko) og derefter lave armbøjninger på asfalten.

De onde som fangede var nu gennemgående rigtig flinke.

Post 17 var tilbage på Hampelandskolen. Patruljerne kom ikke lige hurtigt til lejren – Ganløse kom i seng ved 7 tiden om morgenen. Et par af patruljerne blev hentet undervejs fordi de var faret vild. Ganløse gennemførte løbet og fandt alle poster – selv den ene som var tegnet forkert ind.

Lørdag blev de vækket først på formiddagen. De skulle på marked hvor de spillede høvdingebold, klatrede på klatrevæg, skød med bue og pil, kastede med spyd og med økse og skulle lære at fægte... De kunne også tjene guld ved at hjælpe lederne – og samtidig se rigtig flinke ud... De var på orienteringsløb med walkie talkier, hvor Mads havde et kort over skolen og skulle forklare for J & S hvor de skulle gå hen for at finde poster. De fandt ingen....

Da det begyndte at blive mørkt blev de smidt i poserne men de fik ikke lov til at sove så længe før de blev vækket igen for at lave aftensmad, maden måtte de prutte om prisen for. De fik kylling og ris. Efter maden (som tog et par timer at lave) skulle de på natløb igen. De skulle ind i fjendens land for at stjæle guld til Gisle bl.a. skulle de bruge koden fra natten før for at komme forbi et par vagter. Der var guld 2 steder – det lykkedes at finde nogle mænd, som gik med en kiste med guld. De fik skræmt mændene væk og løb med guldet. De var ved at blive fundet igen, men gemte sig godt så de ikke blev fundet. De endte dog med at blive fanget, men fik en guldbarre fordi de klarede det så godt.

Løbet fortsatte til ved 2-½3 tiden om natten.

Deres guldmønter og de opgaver der var løst på natløbet og på markedet gav point.

Næste dag pakkede de sammen og sluttede af med en retssag, hvor alle kunne anklage hinanden for forkert opførsel under løbet. Alt kostede point. Resultatet af anstrengelserne blev for Ganløse en fin 2. plads !

Mange tak til Klan Radix fra 1. Frederikssund gruppe der må have brugt meget tid på at forberede og gennemføre et kanon godt løb !

Der er indtil videre kun nogle mobil telefon billeder.

Signe/Virvar, 7. februar